Adfærdsmæssige problemer og kortisol: et paradoks er måske løst

Kortisol, det såkaldte stresshormon, synes at opføre sig på modstridende måder hos børn. Nogle unge med adfærdsmæssige problemer har et unormalt højt indhold af kortisol, mens andre med samme problemer har et unormalt lavt niveau. Hvad sker der?

Forskere fra  Center for Research in Human Development ved Concordia University i Canada kan have løst kortisol-paradokset. I en banebrydende undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Hormones and Behavior, knytter de kortisol niveauer ikke blot til adfærdsmæssige problemer, men til den tid mennesker har oplevet adfærdsmæssige problemer.
De studerede forholdet mellem kortisol niveauet hos unge mennesker med problematiske adfærd, såsom aggression eller depression, og længden af tid siden begyndelsen af de former for adfærd. Kortisol niveauet var unormalt høje i tiden omkring problemadfærdens begyndelse, men unormalt lav, når den havde været til stede i lang tid.

For at få fat i deltagernes kortisol niveauer, analyserede forskerne spytprøver taget fra 96 unge i de tidlige teenageår. Derefter matchede man kortisol niveauer til adfærdsmæssige vurderinger fra barndommen og igen i løbet af ungdomsårene. Problemadfærd blev klassificeret som enten “internaliseret” (depression og angst) eller “eksternaliseret” (aggression og opmærksomheds problemer).

En tur i kortisol rutsjebanen

Unge, som udviklede depressions-lignende symptomer eller angst problemer i ungdomsårene, havde høje niveauer af kortisol. Men de, der udviklede symptomerne tidligere, havde et unormalt lavt kortisol niveau. Konklusionen? Kortisol niveauet går op, når personer først stresses af depression eller angst, men derefter falder det igen, hvis de oplever stress i en længere periode.
Det ser altså ud til, at kroppen tilpasser sig stress på langt sigt, såsom ved depression, ved at sløve sin normale reaktion.

Et eksempel, hvis man ser en bjørn i gården, vil personen opleve en ’flygt eller kæmp reaktion’. Stress niveauet og derfor kortisol niveauet går op. Men hvis den samme person ser bjørne i gården hver dag i et år, vil personens stress-respons reduceres. Til sidst vil kortisol niveauet blive unormalt lavt.

Aggressiv adfærd i den tidlige barndom

Ved første øjekast synes undersøgelsens resultater fra børn med aggressiv adfærd og opmærksomhed problemer at modsige denne teori. I denne gruppe fandt de, at lave niveauer af kortisol var relateret til aggressiv adfærd både i barndommen og i ungdommen. Forskerne har imidlertid gjort gældende, at eftersom aggressiv adfærd ofte begynder i det andet leveår eller tidligere, kan deltagerne have været stresset i årevis inden de kom med i studiet, hvilket resulterer i et unormalt lavt kortisol niveau.

Nedgangen i kortisol niveauet giver mening ud fra et fysiologisk synspunkt. På kort sigt, høje niveauer af kortisol hjælper kroppen med at reagere på stress. Men på lang sigt, er et for stort indhold af kortisol forbundet med en række fysiske og psykiske problemer. Så for at beskytte sig selv, skruer kroppen ned for kortisol-systemet – men forskningen viser, at det heller ikke er godt.

Hvad, bekymre sig?

Personer med et stump respons på stress, kan ikke reagere på ting, som ville – og bør – gøre andre mennesker nervøse. For eksempel børn med langsigtede adfærdsmæssige problemer klarer sig dårligt i skolen. På grund af deres stumpe stressrespons, kan disse unge ikke være bekymret for eksamen, så de gider ikke forberede sig lige så meget som deres jævnaldrende.

Undersøgelsen har mange vigtige implikationer: Det tyder på, at interventioner bør påbegyndes, så snart adfærdsmæssige problemer optræder. For børn med svære eksternaliserings problemer kan det være meget tidligt, måske endda når de er børnehavebørn eller småbørn.

Det ser nu ud til, at der er dokumentation for, at adfærdsmæssige problemer hos børn er forbundet med psykisk og fysisk sundhed. En ‘vent-og-se’ holdning kan ikke være den rigtige tilgang.

Kilde: Ruttle, P. L., Shirtcliff, E. A., Serbin, L. A., Ben-Dat Fisher, D., Stack, D. M., & Schwartzman, A. E. (2011). Disentangling psychobiological mechanisms underlying internalizing and externalizing behaviors in youth: Longitudinal and concurrent associations with cortisol. Hormones and Behavior, 59(1), 123-132. doi:10.1016/j.yhbeh.2010.10.015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *