En ny undersøgelse foretaget af et stort internationalt konsortium har fundet, at mange fælles genetiske varianter bidrager med op til en tredjedel af en persons risiko for at nedarve skizofreni og mange af de samme dna-variationer er også involveret i bipolar lidelse. Mens undersøgelsen bidrager til at forklare kompleksiteten af den genetiske del af disse sygdomme, vil det dog tage noget tid at udvikle en test til at forudsige disse sygdomme.
Undersøgelsen, der indeholder de første molekylære beviser for denne form for genetisk variation i skizofreni, og viser en ny måde at tænke den genetiske oprindelse i udviklingen af psykiatriske lidelser, var foretaget af Den Internationale Skizofreni Consortium, hvis medlemmer kommer fra 26 forskellige forskningscentre i USA, Europa og Australien. Resultaterne offentliggøres som en advance access artikel den 1. juli 2009 i tidsskriftet Nature.
The International Schizophrenia Consortium er en underafdeling af Psychiatric Genome-wide Association Study Consortium.
Dr. Thomas Insel, direktør for Nationale Institut of Mental Health (NIMH), som delvis finansieret undersøgelsen, udtaler:
“Disse nye resultater anbefaler et nyt syn på vores diagnostiske kategorier.”
“Hvis nogle af de samme genetiske risici ligger skizofreni og bipolar lidelse, måske disse lidelser stammer fra nogle fælles sårbarheder i hjernens udvikling,” tilføjer han.
Forskerne fandt, at det ikke kun er sjældne varianter, men der er også et betydeligt antal ligheder ved dem.
Dr Pamela Sklar, fra the Massachusetts General Hospital (MGH) Department of Psychiatry and Center for Human Genetic Research (CHGR), og senior associate member of the Broad Institute of MIT and Harvard, er medforfatter på artiklen. Hun udtaler, at:
“Mens vores undersøgelse finder et overraskende antal genetiske virkninger, vi fuldt ud forvente, at det fremtidige arbejde vil samle dem i meningsfulde veje, der vil lære os om biologi af skizofreni og bipolar lidelse.”
Dr. Shaun Purcell, der er medforfatter på artiklen og ligeledes tilknyttet MGH Psychiatry og CHGR og associate member af the Broad Institute of MIT and Harvard. Han siger, at mens de nu kender varianterne, ved de ikke, hvordan de omsættes til skizofreni eller bipolar lidelse for en given patient.
Men selv om resultaterne er bemærkelsesværdige og robuste, påpeger Sklar og Purcell, at det ikke er nok med hensyn til at udvikle en diagnostisk test til at forudsige om en bestemt person er i risiko for at nedarve disse sygdomme.
I dette studie undersøgte forskerne hundredtusindvis af enkelt nukleotid polymorphisms (SNPs, adskilte sektioner af DNA, der indeholder de genetiske varianter) fra over 3.300 personer med skizofreni og 3.600 personer uden en psykisk lidelse. De anvendte nye analysemetoder udviklet af konsortiets medlemmer fra Queensland Institute of Medical Research i Brisbane, Australien: Drs Naomi Wray og Peter Visscher.
Til deres overraskelse, og måske den mest kritiske konklusion fra undersøgelsen, opdagede de, at de samme store gruppe af SNPs var fælles for alle prøver for patienter med skizofreni, selv om disse var blevet indsamlet af forskellige forskere og afprøvet i forskellige laboratorier.
En anden slående opdagelse var, at disse skizofreni-relaterede varianter var også almindelig hos mennesker med bipolar lidelse, men ikke ved flere ikke-psykiatriske lidelser. De to sygdomme betragtes normalt som værende særskilte, men med relaterede betingelser, siger forskerne.
Forfatterne skriver, at denne undersøgelse konkludere:
“Molecular genetic evidence for a substantial polygenic component to the risk of schizophrenia involving thousands of common alleles of very small effect.”
The International Schizophrenia Consortium blev oprettet i 2006 og en stor del af finansieringen kommer fra the Broad Institute’s Stanley Center for Psychiatric Research. Dette projekts succes bygger på forskernes velvilje til at udveksle DNA-prøver fra tusinder af patienter som de har taget over mange år.
Direktør for Stanley Center for Psychiatric Research ved Broad Institute, Dr. Edward Scolnick, siger:
“Konsortiet har taget vigtige skridt i retning af at afdække komplekse genomic arkitektur ved skizofreni og andre psykotiske lidelser, og denne artikel er endnu et eksempel på det kritiske arbejde.”
“For at opfylde resultaterne fra disse tidlige undersøgelser, må vi som samfund fortsætte for fuldt ud at definere det genetiske grundlag for disse lidelser og sikre at vores indsigt bidrager til at forbedre diagnostiske og terapeutiske muligheder for patienter og deres familier,” tilføjer han.
The Brain and Mind Research Institute ved the University of Sydney er et andet konsortium medlem i Australien. Deres administrerende direktør, professor Ian Hickie, siger at forskningen:
“Reveals striking evidence for the common genetic risk factors behind the major psychiatric disorders”.
“The race will now focus on identification of the key neurodevelopmental genes that underpin these disabling conditions,” tilføjer han.
Baggrund:
Skizofreni er en kronisk, alvorlig og invaliderende psykisk lidelse, der rammer omkring 1 ud af 100 mennesker, og ofte begynder i slutningen af ungdomsårene eller tidlig voksenalder. Mennesker med skizofreni har vedvarende vrangforestillinger og hallucinationer f.eks hører stemmer som andre mennesker ikke kan høre eller tror at andre læser deres tanker eller kontrollerer deres tanker.
Bipolar lidelse, også kendt som manisk-depressiv sygdom, er en psykisk lidelse, der forårsager usædvanligt skift i humør, energi, aktivitet og evnen til at udføre daglige opgaver. Symptomerne er alvorlige og meget forskellig fra de normale op-og nedture, alle mennesker fra tid til anden gennemgår.
Kilder:
Common polygenic variation contributes to risk of schizophrenia and bipolar disorder; Shaun M. Purcell, Naomi R. Wray, Jennifer L. Stone, Peter M. Visscher, Michael C. O’Donovan, Patrick F. Sullivan, Pamela Sklar and other members of the The International Schizophrenia Consortium. Nature Advance online publication, 1. July 2009.
og Massachusetts General Hospital, NIMH.
På Schizophrenia Forum kan du læse en omfattende diskussion om ovennævnte artikel, m.fl. : Largest GWAS Analysis to Date Offers Only Two New Candidate Genes
Tags: dna, forskning, genes, hjerne, psykiatri, psykisk lidelse, risiko, skizofreni, sygdom
Lige for at sætte det hele lidt i perspektiv: Paul Hammersley og John Read nåede ved en gennemgang af 40 studier af mennesker, stemplede med en “skizofreni”diagnose, i 2007 frem til, at størsteparten af disse mennesker havde været udsatte for overgreb/mishandling i deres barndom. Procenttallene for overgreb/mishandling varierede fra studie til studie mellem 51 og 97%. Forklarligt bliver de lave procenttal, når man ved, at nogle studier ikke spurgte deltagerne efter traumatiske barndomsoplevelser, indberetning af sådanne altså var fuldstændigt overladt til deltageren og tilfældighederne. Om Hammersley og Read’s metastudie: http://www.scienceagogo.com/news/20060514024158data_trunc_sys.shtml
I abstract’en til en anden studie, Warren Larkin, John Read, Childhood trauma and psychosis: Evidence, pathways, and implications, Journal of Postgraduate Medicine, 2008, 54: 287 – 293 (http://www.jpgmonline.com/text.asp?2008/54/4/287/41437), hedder det: “There is currently a growing body of research examining environmental factors in the etiology of psychosis. Much recent interest has focused on the relationship between childhood trauma and the risk of developing psychotic experiences later in life. Numerous studies of psychiatric patients where the majority are diagnosed psychotic indicate that the prevalence of traumatic experiences in this group is high. This body of research now includes many large-scale population-based studies controlling for possible mediating variables, which together provide persuasive evidence of a dose-response association and are indicative of a causal relationship. Several psychological and biological models have been proposed which offer credible accounts of the processes by which trauma may increase risk of psychotic experience. Clinically it is imperative to routinely enquire about traumatic experiences, to respond appropriately and to offer psychosocial treatments to those who report traumatic life events in the context of psychotic experiences.”
Som du vist har bemærket (http://mads.eu/misbrug-af-boern-medfoerer-livslang-aendring-i-ofrets-dna-og-i-hjernen#more-873), har anden forskning imidlertid slået fast, at traumatiserende oplevelser i barndommen kan medføre forandringer i DNA’en og hjernen (http://www.mcgill.ca/newsroom/news/item/?item_id=104667). Forandringer, der, i modsætning af hvad McGill-artiklen vil have læseren til at tro, ikke nødvendigvis er varige, men absolut reversible,som epigenetisk forskning på den ene side (jf. Bruce Lipton: http://www.brucelipton.com/, og artiklen “Ingen gener for psykiske lidelser” af Roar Fosse: http://www.psykologtidsskriftet.no/pdf/2009/596-600.pdf) og nyere opdagelser på neuroplasticitetens område (jf. Steven Morgan, “Rethinking the Potential of the Brain in Major Psychiatric Disorders”, http://www.vermontrecovery.com/files/Download/RethinkingTheBrain.pdf) på den anden viser.
Ud fra den samlede forskning må det konkluderes, at gener ikke er årsag til psykiske problemer, men snarere et biologisk symptom – på traumatisering. Hvilket klart lægger op til et radikalt paradigmeskift i både forståelsen og behandlingen af psykiske problemer såsom såkaldt “skizofreni” – hvis “symptom”billede i øvrigt til forveksling ligner PTSDs – eller “bipolar lidelse”.
Jeg studser for resten over din beskrivelse af “skizofreni” som angiveligt værende både kronisk og invaliderende. Der har til alle tider været mennesker, der er kommet sig helt af såkaldt “skizofreni”. Antallet af disse mennesker står i direkte relation til typen af hjælp de har fået: Soteria, som andre stort set “medicin”frie hjælpetilbud, havde en recoveryrate på omkring 85% (!), den danske biopsykiatris recoveryrate (fuld recovery) ligger på omkring 10%. Dvs. at recovery fra “skizofreni” og andre “psykoser” ikke er en tilfældig undtagelse, men til at forvente. Forudsat virkelig hjælp tilbydes. Blandt de mennesker, jeg kender – og jeg kender en del – der har en “skizofreni”diagnose, er det udelukkende de personer, der tager neuroleptika, eller har taget dem over længere tid, der er invalideret (jf. NYTimes-artiklen “Using Imaging to Look at Changes in the Brain”, citat fra artiklen: “I haven’t published this yet. But I have spoken about it in public lectures. The big finding is that people with schizophrenia are losing brain tissue at a more rapid rate than healthy people of comparable age. Some are losing as much as 1 percent per year. That’s an awful lot over an 18-year period. And then we’re trying to figure out why. Another thing we’ve discovered is that the more drugs you’ve been given, the more brain tissue you lose.” -Nancy C. Andreasen).
Det gør mig meget ked af det, igen og igen at se videnskabeligt uholdbare påstande om kronicitet og invalidering gengivet, også her igen. Var det ikke på tide, at stoppe med at sprede budskaber, for hvis korrekthed der ikke bare mangler ethvert videnskabeligt bevis, men der derudover er meget egnede til at tage alt håb fra folk og efterlader dem i en magtes- og hjælpeløs situation, fuldstændigt afhængig af “hjælperne”, og uden andre fremtidsudsigter, end førtidspension og værested?
Der er lukket for kommentarer.
1 kommentar