Hvornår blev psykologi en videnskab? Ifølge den berømte psykolog Paul Ekman er det i 1872, hvor Charles Darwin offentliggjorde bogen “The Expression of the Emotions in Man and Animals“. Bogen foregriber meget af det fundamentale ikke bare ved ansigtsudtryk, men også ved emotioner. Det er den første, banebrydende undersøgelse af følelser og bør derfor ifølge Ekman betragtes som den bog, der begyndte psykologisk videnskab.

Det seneste nummer af APS tidskriftet Observer har i forbindelse med 200 året for Charles Darwins fødsel, en artikel af Paul Ekman, Giving Darwin His Due: Darwin’s Contributions to Our Understanding of Emotion and Expression, hvor han gennemgår Darwins ofte oversete værk.

Hvis du er interesseret i Paul Ekmans arbejde i emotioners udtryk i ansigtet – mikro ekspresioner, emotioner, løgn mv. kan jeg anbefale et interview af David Van Nuys, Ph.D. med Paul Ekman, Ph.D. om ‘Emotional Expression‘.

Dette to timer lange tv-drama fortæller den bemærkelsesværdige historie bag offentliggørelsen af den mest indflydelsesrige videnskabelig teori af alle tider, Charles Darwin teori om evolution. Programmet er en speciel præsentation fra PBS NOVA og National Geographic Television, skrevet af den anerkendte britiske manuskriptforfatter John Goldsmith og instrueret af John Bradshaw.

Charles Darwin, portrætteret af Henry Ian Cusick (fra serien Lost), brugte flere år til at forfine sine idéer, om hvad han kaldte sin “store bog”. Dog, skræmt af truende konflikt med de ortodokse religiøse værdier, der herskede på hans tid, modstod han publisering – indtil et brev fra naturforskeren Alfred Wallace tvang ham. I 1858 fik Darwin nys om, at Wallace var klar til at offentliggøre ideer, der meget lignede hans. Darwin blev grebet af panik, men han var fanget i et dilemma: At forsinke publiceringen længere vil være det samme som at fordømme hans største værk til evig forglemmelse – det glimrende argument om evolution, som han havde stykket sammen fra sin rejse med skibet Beagle, hans eventyr i Andesbjergene, de bizarre fossiler fra Patagonien, de finker og kæmpe skildpadder fra Galapagos, samt det britiske landskab. Men ved at komme frem med sine ideer risikerede han kirkens raseri og måske et brud med sin hustru, Emma, spillet af Frances O’Connor (Mansfield Park, The Importance of Being Earnest), som var en troende kristen.

“Darwin’s Darkest Hour” er en bevægende drama om tilblivelsen af en banebrydende teori set gennem ophavsmandens inspiration og personlige lidelser.

Du kan se udsendelsen på US Public Broadcasting Service (PBS) hjemmeside: PBS Nova

Oliver Sacks blev født i 1933 i London, England (begge hans forældre var læger) og fik sin eksamen i medicin fra Queen’s College, Oxford. I begyndelsen af 1960′erne flyttede han til USA og afsluttede sit internship i San Francisco og en lærerplads i neurologi ved UCLA. Siden 1965 har han boet i New York, hvor han er klinisk professor i neurologi ved Albert Einstein College of Medicine, adjungeret professor i neurologi ved NYU School of Medicine og konsulent i neurologi ved Little Sisters of the Poor.

I 1966 begyndte dr. Sacks at arbejde som neurolog ved Beth Abraham Hospital, et plejecenter for kroniske patienter i Bronx, hvor han stødte på en ekstraordinær gruppe af patienter, hvoraf mange havde tilbragt årtier i mærkelige, frosne tilstande, som menneskelige statuer, ude af stand til at indlede bevægelser. Patienterne havde overvundet den store pandemi ‘sovesyge’ (Encephalitis lethargica), der hærgede verden fra 1916 til 1927, og behandlede dem med et dengang eksperimentel stof, L-dopa, som gjorde det muligt for dem at komme tilbage til livet. Patienterne blev emnet i hans anden bog, Awakenings (1973), der senere har inspireret til et skuespil af Harold Pinter ( “A Kind of Alaska”) og den Oscar-nominerede Hollywood-film, “Awakenings [DVD] [1990]” med Robert De Niro og Robin Williams.

Dr. Sacks er måske bedst kendt for sin 1985 samling af case-stories fra det yderste grænseland af neurologisk erfaring, The Man Who Mistook His Wife for a Hat (Picador)
(Manden der forvekslede sin kone for en hat), hvori han beskriver patienter, der kæmper for at leve med betingelser, der spænder fra Tourettes syndrom med autisme, parkinsonisme , musikalske hallucinationer, Phantom Limb syndrom, skizofreni, retardering og Alzheimers sygdom. (Denne bog senere inspirerede til et dramatisk arbejde af Peter Brook, “L’Homme Qui….)

Klik her for at se den indsatte video.

Som læge og forfatter, er Oliver Sacks først og fremmest interesseret i de måder, hvorpå individer overleve og tilpasse sig forskellige neurologiske sygdomme og lidelser, og hvad denne erfaring kan fortælle os om den menneskelige hjerne og sind. Hans bøger udforsker disse temaer og er blevet bestsellere i hele verden og anvendes bredt i universiteternes kurser om neurovidenskab, skrivning, etik, filosofi og sociologi. De har tjent som inspiration for kunstnere, der arbejder i former så forskellige som poesi, essay, dokumentarfilm, drama, maleri, dans, film og fiktion.

I 1989 modtog Dr. Sacks en Guggenheim Fellowship for hans arbejde med, hvad han kalder “neuroanthropology” i Tourettes syndrom, en tilstand præget af ufrivillige tics og ytringer, og hvordan lidelsens symptomer kan opfattes forskelligt i forskellige kulturer.

Hans ni bøger, som også omfatter Migraine (1970), A Leg to Stand On (1984) , Seeing Voices: A Journey into the World of the Deaf (1990), An Anthropologist on Mars (1995), og The Island of the Colorblind (1996), , har modtaget adskillige priser og har solgt flere millioner eksemplarer i hele verden på 22 sprog. Hans seneste bøger er  Oaxaca Journal (2002) og Uncle Tungsten: Memories of a Chemical Boyhood (2001).

Han er en regelmæssig bidragyder til The New Yorker og The New York Review of Books, samt forskellige medicinske tidsskrifter, og han er en Honorary Fellow of American Academy of Arts and Letters, American Academy of Arts and Sciences, New York Academy of Sciences, og Queen’s College. New York Times har omtalt Dr. Sacks som “”the poet laureate of medicine,” og i 2002 blev han tildelt Lewis Thomas prisen ved Rockefeller University, som anerkender videnskabsmand som digter.

Dr. Sacks er blevet udnævnt til æresdoktor ved Georgetown University, Tufts University, College of Staten Island, New York Medical College, Medical College of Pennsylvania, Bard College, Queen’s University (Ontario), og universitetet i Torino.

//Delvist oversat fra youtube tekst (se dokumentar)

Forældre til teenagere gør et godt stykke arbejde i opdragelsen af deres teenage børn og dårlig opdragelse er ikke årsagen til den stigende problemadfærd blandt teenagere, ifølge en nyligt offentliggjort rapport fra the Nuffield Foundation i England.

Forskningen er gennemført af et team under ledelse af professor Frances Gardner fra Department of Social Policy and Social Work ved University of Oxford. De fandt ikke tegn på en generel forringelse af forældres evner til at opdrage deres børn over de sidste 25 år.

Resultaterne viser, at forskelle i forældrerollen i forhold til familiestruktur og indkomst er blevet mindre over de seneste 25 år. Men opgaven med at være forældre er ved at ændre sig og kan få en mere stressende form, især for nogle grupper.

Forbedringer i forældrerollen

Forældre og unge vælger at tilbringe mere kvalitetstid sammen i forhold til for 20 år siden, hvor 70% af de unge regelmæssigt tilbragte tid sammen med deres mødre i 2006 sammenlignet med 62% i 1986. For fædre, var tallet steget fra 47% til 52%.

Nutidens forældre er mere tilbøjelig til at vide, hvor deres teenage børn er og hvad de laver, end forældre i 1980′erne. I 2006 havde 85% af forældrene rutinemæssigt spurgte deres børn, hvor de gik hen, sammenlignet med 79% i 1986. Tilsvarende er andelen af forældre, der spørger, hvad deres børn laver, steget fra 47% i 1986 til 66% i 2006.
Forskellen i overvågningen af teenage børn set i forhold til familiestruktur og indkomst er over de senest år indsnævret. For eksempel i 1994, var 14-15 årige fra familier med eneforsørger mere tilbøjelige til at være ude sent uden deres forældres viden, sammenlignet med familier med to forældre, men i 2005 var denne forskel forsvundet.

“På trods af offentlighedens bekymring over faldende familieliv, har forskning, der er finansieret af the Nuffield Foundation, ikke fundet tegn på en nedgang i forældrerollen i de seneste årtier. Tværtimod er det modsatte gældende, de fleste forældre til teenagere synes at gøre et godt stykke arbejde.”

siger dr. Ann Hagell, leder af the Nuffield Foundation’s Changing Adolescence Programme og forfatter til rapporten Time trends in parenting and outcomes for young people.

Stigende problem adfærd er ikke forårsaget af dårlig opdragelse

Tendenserne i forældrerollen i de sidste 25 år, der altså viser en stigning i den tid, de tilbringer sammen og et øget tilsyn og overvågning, førte professor Gardner team til at konkludere, at der ingen forbindelse er mellem de overordnede standarder for forældre og stigningen i andelen af unges problemadfærd.

“Vi fandt ingen beviser for faldende standarder for forældre samlet, og det får os til at tro, at denne faktor generelt ikke forklare stigningen i problemadfærd,” siger professor Gardner.

Forældre får flere udfordringer

Men nutidens forældre står over for et andet sæt af udfordringer i forhold til for 25 år siden. Unge mennesker er nu afhængige af deres forældre for en længere periode med en højere andel af 20-24 årige, der bor hos deres forældre. Mange flere er stadig i en eller anden form for undervisning eller uddannelse i deres sene teenage år. Hertil kommer, at udviklingen af ny teknologi, såsom mobiltelefoner og internet, har skabt nye overvågnings udfordringer for forældre. Det er også muligt, at forældre i stigende grad overvåger som en reaktion på en opfattet stigning i de risici, deres børn er udsat for.

“Nutidens forældre har været nødt til at udvikle færdigheder, som er markant forskellige og velsagtens mere komplekse end for 25 år siden, og dette kan øge stress niveauet involveret i forældrerollen.” siger professor Gardner.

Forældre til teenagere er mere og mere tilbøjelige til at rapportere symptomer på depression og angst, især familier med enlige forældre og personer med lav indkomst. For eksempel er andelen af forældre fra det økonomisk mest udsatte grupper, der rapporterer symptomer på depression og angst steget med mere end 50% i årene mellem 1986 og 2006.

“Det lader til, at mange aspekter ved forældrelivet kan være forbedret, men forældrene kan ikke gøre det hele på egen hånd. Vi vil nu overveje om ydre påvirkninger, såsom gruppepres eller bredere kulturelle påvirkninger, spiller en rolle i den stigende andel af unge med problem adfærd i Storbritannien i dag.” siger professor Gardner.

Kilder:

The Nuffield Foundation: Parents of teenagers are doing a good job. 30. juli 2009.
Oxford University: Department of Social Policy and Social Work: Time trends in parenting and outcomes for young people. Briefing paper. 31. juli 2009.
Oxford University: Today’s parents ‘not to blame’ for teenage problem behaviour. 31. juli 2009.
BBC: Bad teens ‘not fault of parents’. 31. juli 2009.

The Nuffield Foundation er en Charitable Trust etableret i 1943 af William Morris (Lord Nuffield), grundlæggeren af Morris Motors, med det formål at fremme social trivsel. Instituttet finansierer forskning og praktiske forsøg på tværs af områderne undervisning, videnskab, samfundsvidenskab og socialpolitik.

Kan man reducere antallet af skyderier og voldelige overfald i et boligområde ved at intervenere med psykosociale foranstaltninger? Ifølge et omfattende program i Baltimore og Chicago i USA er det muligt. Skyderier, drab og vold faldet mellem 41% og 73% og ifølge undersøgelsens forfattere kan 17%-35% henføres til våbenhvile programmet alene.

Anti-kriminalitets programmet kaldes “Ceasefire” (våbenhvile) og man har udgivet resultater om effektiviteten af forsøget.
Pionererne bag programmet siger at det gælder om samtidig at ændre adfærd og holdning til drab og vold. I stedet for at anvende en automatreaktion hvor man hævner vold med vold og drab med drab, skal det være ‘uncool’ at udføre den form for hævn.

Ceasefire programmet ser vold som en sygdom, der “overføres” fra en person til en anden. Det spredes gennem et samfund som en tillært og modeled opførsel, vedligeholdes hovedsagelig igennem venskaber – baseret på socialt pres. Fordi denne form for vold opfører sig som en epidemi, kan den vendes ved hjælp af videnskabeligt baserede metoder: afbryde transmission og skiftende normer.
Våbenhvile metoden afbryder overførelsen af vold ved at anvende troværdige budbringere til at foregribe og forhindre hævnaktioner, nå ud til de involverede personer og forebyggelse af skyderier; det bruger uddannede ‘våbenhvile opsøgende’ medarbejdere til at arbejde tæt sammen med højrisiko deltagere og arbejder med hele samfund til at ændre adfærdsnormer – eller hvad der er “normalt”.

Kilder: CeaseFire Handout

Se desuden:
CeaseFires hjemmeside

CeaseFire is an evidence-based public health approach to reducing shootings and killings. Our methods for reversing the violence epidemic use highly trained street violence interrupters and outreach staff, public education campaigns and community mobilization. CeaseFire is one of the only proven techniques for making neighborhoods safer.

Andre kilder:
Neuronarrative
CeaseFire Evaluation Report
Newscientist

Der er gode nyheder, og ikke overraskende, der er dårlige nyheder for børn og unge som kæmper med de psykologiske eftervirkninger af traumer. På den god side, forskning viser, at kognitiv-adfærdsmæssig terapi letter posttraumatisk stress disorder og andre traume-relaterede problemer hos de unge. På den negative side, de fleste behandlere, psykologer og psykiatere, anvender behandlingsformer til børn og teenagere, der mangler videnskabelig støtte.

Konklusionerne kommer fra et research review foretaget af Task Force on Community Preventive Services, en gruppe på 12 forskere delvist finansieret af den føderale regering. Resultaterne er publiceret i september udgaven af American Journal of Preventive Medicine.

Børn med traume-relaterede psykiske problemer har tendens til at klare sig dårligt i skolen, hvis de er ubehandlet eller behandlet forkert.

Det anslås at en ud af otte børn har oplevet fysisk eller seksuelt misbrug, vanrøgt, mobning og andre former for mishandling. Mere end én ud af tre har oplevet vold eller oplevet det indirekte. Børn der oplever traumer kan udvikle PTSD eller andre lidelser.

Der er evidens for at individuel og gruppe kognitiv-adfærdsterapeutisk behandling reducerer symptomerne på PTSD, depression, angst og relaterede adfærdsmæssige problemer i traumatiserede børn og unge, i følge Task Force rapporten. Kognitiv-adfærdsmæssige teknikker omfatter diskussion eller at skrive om traumatiske oplevelser, lære afslapningsteknikker og erstatte paralyserende frygt med mere realistiske vurderinger. Ugentlige møder kan strække sig over en til tre måneder.

Review rapporten finder ikke tilstrækkelige beviser for at anbefale nogen af de fem andre almindelige behandlingstilgange: play terapi, kunst terapi, medicinsk behandling, psykodynamisk terapi eller psykologisk debriefing.

Psykodynamisk terapi fokuserer på at ændre ubevidste reaktioner på traumatiske begivenheder. Debriefing består af gruppediskussioner og uddannelse en til tre dage efter en traumatisk begivenhed.

Mere end tre fjerdedele af U.S. mental health professionals, der behandler børn og teenagere med PTSD oplyser at de anvender behandlinger, der ikke er blevet videnskabeligt reviewed eller deres effektivitet kunne ikke bestemmes af Task Force gruppen.

The Effectiveness of Interventions to Reduce Psychological Harm from Traumatic Events Among Children and Adolescents: A Systematic Review.
Holly R. Wethington, Robert A. Hahn, Dawna S. Fuqua-Whitley, Theresa Ann Sipe, Alex E. Crosby, Robert L. Johnson, Akiva M. Liberman, Eve Moscicki, LeShawndra N. Price, Farris K. Tuma, Geetika Kalra, Sajal K. Chattopadhyay and Task Force on Community Preventive Services.

American Journal of Preventive Medicine, Volume 35, Issue 3, Pages 287-313 (September 2008)

Recommendations to Reduce Psychological Harm from Traumatic Events Among Children and Adolescents; Task Force on Community Preventive Services. American Journal of Preventive Medicine,
Volume 35, Issue 3, pages 314-316 (September 2008).

Tilføjelse 7. oktober 2008:
Artikel i JP: Børn i tusindvis bliver mishandlet i Danmark.

Læs abstrakt fra artikel i American Journal of Preventive Medicine:

Abstract:

Children and adolescents in the U.S. and worldwide are commonly exposed to traumatic events, yet practitioners treating these young people to reduce subsequent psychological harm may not be aware of—or use—interventions based on the best available evidence. This systematic review evaluated interventions commonly used to reduce psychological harm among children and adolescents exposed to traumatic events. Guide to Community Preventive Services (Community Guide) criteria were used to assess study design and execution. Meta-analyses were conducted, stratifying by traumatic exposures.
Evaluated interventions were conducted in high-income economies, published up to March 2007. Subjects in studies were =21 years of age, exposed to individual/mass, intentional/unintentional, or manmade/natural traumatic events.

The seven evaluated interventions were individual cognitive–behavioral therapy, group cognitive behavioral therapy, play therapy, art therapy, psychodynamic therapy, and pharmacologic therapy for symptomatic children and adolescents, and psychological debriefing, regardless of symptoms. The main outcome measures were indices of depressive disorders, anxiety and posttraumatic stress disorder, internalizing and externalizing disorders, and suicidal behavior.

Strong evidence (according to Community Guide rules) showed that individual and group cognitive–behavioral therapy can decrease psychological harm among symptomatic children and adolescents exposed to trauma. Evidence was insufficient to determine the effectiveness of play therapy, art therapy, pharmacologic therapy, psychodynamic therapy, or psychological debriefing in reducing psychological harm.

Personnel treating children and adolescents exposed to traumatic events should use interventions for which evidence of effectiveness is available, such as individual and group cognitive–behavior therapy. Interventions should be adapted for use in diverse populations and settings. Research should be pursued on the effectiveness of interventions for which evidence is currently insufficient.

Der er kommet to nye websites, der gør det muligt for videnskabsfolk at uploade videos om deres videnskabelige arbejder, animationer, instruktioner, forelæsninger osv… De er bestemt værd at tage et smut forbi. Inspirationen kommer fra klassikeren youtube.com

Check DnaTube og SciVee og få ny viden

Her er en tilfældige video fra SciVee til inspiration:

Det er ikke helt klart hvilken behandlingsform for personer med ikke-psykotiske lidelser Region Hovedstaden vil tilbyde i fremtiden.

I spørgsmål 34 (under Spørgsmål til hospitals- og psykiatriplan på denne hjemmeside) skriver Region Hovedstaden at man vil anvende kognitive behandlingsforløb, men samtidig indstiller Region Hovedstaden Stolpegården som Kompetencecenter for ikke-psykotiske lidelser og mig bekendt, har Stolpegården kun en begrænset viden og erfaring på dette område, altså kognitiv- og adfærdsterapi, da Stolpegården har anvendt (og stadig anvender?) systemisk terapi og desuden er Stolpegården ikke et forskningscenter, i hvert fald har deres forskning til dato været sparsom.

På den anden side skriver Region Hovedstaden i sit udkast til en ny psykiatriplan:

“Inden etablering skal behandlingsopgavernes omfang, behandlingsformen, organiseringen, visitationen og uddannelsesforpligtigelsen analyseres.”

Forslag til psykiatriplan, januar 2007, side 59.

Jeg antager man derfor ikke har taget endelig stilling og fortsat gør sig overvejelser over placering af et fremtidigt kompetencecenter personer med ikke-psykotiske lidelser. Et kompetencecenter bør placeres sammen med forskningscentre som universitetscentre og universitetshospitaler, hvor den fremmeste forskning og vidensproduktion er tilstede, som et kompetencecenter kan være en del af i dets daglige virke.

I Forslag til psykiatriplan, januar 2007, side 7, under Psykiatripolitiske hensigtserklæringer i Region Hovedstaden punkt 15, skriver Region Hovedstaden:

“Høj kvalitet i behandlingen kræver et stærkt forskningsmiljø. Psykiatrien skal indgå på lige fod med de somatiske specialer i den forskningspolitik og -indsats, der er fastlagt i de sundhedspolitiske hensigtserklæringer i Region Hovedstaden.”

Hvis jeg har forstået det korrekt er det alt afgørende at man placere et kompetencecenter ved Københavns Universitet, hvor uddannelsen af læger, psykiatere, psykologer, farmakologer, kandidater i folkesundhedsvidenskab, etc.. og universitetshospitalerne Rigshospitalet og Bispebjerghospital i stedet for at fjerne sig fra forsknings- og uddannelsesmiljøerne ved en placering på Stolpegården. Jeg ser det som den eneste mulighed for at sikre en fremtidig behandling af høj kvalitet.
Hvis Region Hovedstaden skal gøre sig forhåbninger om at sikre de nødvendige kompetencer og viden, er det vigtigt at man placerer et kompetencecenter i de miljøer, hvor kompetencer og viden udvikles. Hvis Region Hovedstaden vil leve op til sin målsætning om at fortsat tiltrække højt kvalificeret forskning, skal et kompetencecenter være ved universitetshospitalerne og Københavns Universitet, der uddanner de kommende psykiatere og psykologer.

Hvis Region Hovedstaden vil have høj kvalitet i behandlingen, kræver det et stærkt forskningsmiljø, hvilket kun kan opnås ved at placere et kompetencecenter ved forskningscentre. En fremtidssikret psykiatri kan kun opnås ved forskning, forskning foregår på universitetshospitalerne og universiteterne, og derfor vil det være logisk at placere et kompetencecenter i de miljøer.

Med venlig hilsen Mads Christian Jensen

Psykologistuderende, Københavns Universitet.

Repræsentant for OCD-foreningen i Referenceprogram for angstlidelser hos voksne, Sundhedsstyrelsen.

Medlem af Selskab For Adfærds- og Kognitiv Terapi.

Publiceret på Region Hovedstadens debatforum den 4. april 2007 i forbindelse med deres forslag til fremtidig psykiatriplan.